I det meste af verden er han kendt som PH. Et designikon, udødeliggjort gennem sit banebrydende treskærmssystem, System PH. Men for Mads Wille er han bare ’oldefar Poul’.
Louis Poulsen mødte Mads til en samtale om arv og historie, og om de værdier PH har efterladt til verden.
”Det var først relativt sent, at jeg forstod, at min oldefar var en berømthed. Min mor og oldemor talte ikke om ham som en verdenskendt mand. De talte bare om ham som Poul. Han døde, kort før jeg blev født, så da jeg var barn, var de på en måde stadig i gang med at bearbejde sorgen over at miste ham. Men hans tilstedeværelse var altid meget nærværende. Hans malerier og lamper fyldte jo alle vores hjem, så han var en naturlig del af vores verden derhjemme.
Lampernes betydning er klart blevet stærkere for mig med tiden, især dem jeg har arvet fra min mor. Jeg tænker jo selvfølgelig på hende, og dermed også på ham, så jeg ser på dem.”
PH-familien har altid holdt sig lidt under radaren, og det er først for nyligt, at Mads er begyndt at fortælle om sin oldefar.
”I mange år var det ikke noget, jeg talte meget om.
Både fordi det i familien ikke var noget, man gik og pralede med på den måde, men også fordi han er så stor en del af vores fælles kulturarv, at de fleste danskere har et forhold til ham.
Så jeg fortæller det kun, hvis jeg er i et forum, hvor det giver mening, ellers kan aftenen hurtigt komme til kun at handle om dét.”
PH’s design er ikoniske og besidder en dybt forankret historisk værdi. Men for Mads er de symbolet på et ansvar.
”Det er klart, at det betyder noget særligt for mig at vokse op med PH som oldefar, men ikke sådan som folk tror.
Jeg så, at min mor havde de samme værdier som ham, og jeg tror, at det har sat sig i mig som en form for ansvar. Det var vigtigt for os som familie at holde fast i de værdier, at være i verden på samme måde.
Det er nok i virkeligheden en lige så stor del af arven fra PH som hans design.”
Der er mange sider af PH. Lysmesteren, arkitekten, kulturkritikeren, revyforfatteren, opfinderen, legebarnet, arbejdsnarkomanen. Men der er én historie, der fylder mere hos Mads end andre.
”Den historie, som har gjort allermest indtryk på mig, er den om PH som ’frihedskæmperen’. Jeg kan huske, at de voksne talte meget om det. Dengang var det jo ikke så længe siden, det var meget præsent stadig.
Under krigen kritiserede PH åbenlyst besættelsesmagten, og han formåede at køre sådan i en rum tid, indtil han så får at vide, at der er planlagt en likvidering af ham. Så flygter han med sin hustru Inger til Sverige i en robåd – faktisk sammen med Arne Jacobsen og hans hustru. Da de så vender tilbage til Danmark efter befrielsen, begynder han så at kritisere modstandsbevægelsens hævntogt mod ’tyskerpigerne’. Der bliver han virkelig lagt for had og chikaneret – men han er ligeglad og fortsætter bare med at skrive.
Og historien ender med, at den mand, som skulle have likvideret ham, en dag banker på hans dør og siger ”det var mig, der skulle have slået dig ihjel”. Han undskylder simpelthen. Og jeg tror, at det er meget symbolsk: at PH’s måde at være i verden på, så standhaftig på sin moral, var så inspirerende og dragende – for alle mennesker.”
Til trods for de mange facetter, som PH allerede er berømt for, er der én særlig side ved ham, som Mads ville ønske, vi også huskede ham for.
”Jeg ville ønske, at der var flere, der kendte til hans passion for drager, fordi det er så sigende for hans person. Han elskede at bygge drager og udgav en skøn bog om det, men det var lige så meget fordi han prædikede for den frie leg og det at lade tankerne flyve frit – uanfægtet om man var 5 eller 95 år gammel. Alt kom ud af en passion, og den passion var den samme, hvad enten han byggede drager, skrev samfundskritik eller skabte lys.
Jeg tror, at verden ville være et bedre sted, hvis vi alle adopterede samme tilgang.”
